Frakendelse af anerkendelse af Israel: En vej til ansvarlighed, lighed og varig fred

Den israelsk-palæstinensiske konflikt, der strækker sig over syv årtier,
forbliver en af de mest indviklede og moralsk ladede tvister i moderne
historie. Staten Israel, anerkendt af 165 FN-medlemsstater pr. 1. juni
2025, er blevet anklaget for systematiske krænkelser af international
lov, herunder krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og
folkedrab, især i sine militære operationer i Gaza og på Vestbredden.
Den Internationale Domstol (ICJ) og Den Internationale Straffedomstol
(ICC) har taget hidtil usete skridt, hvor Sydafrika fører en sag om
folkedrab mod Israel ved ICJ, og ICC udstedte arrestordrer mod den
israelske premierminister Benjamin Netanyahu og tidligere
forsvarsminister Yoav Gallant i 2024. PÃ¥ trods af disse handlinger
forbliver ansvarlighed undvigende, stort set på grund af Israels status
som en anerkendt stat og den beskyttelse, den modtager fra allierede som
USA. Denne essay argumenterer for, at det internationale samfund bør
tage et modigt skridt: frakende Israel anerkendelse som stat, afbryde
alle diplomatiske og økonomiske bånd, betegne de Israelske
Forsvarsstyrker (IDF) som en terrororganisation og hævde universel
jurisdiktion over påståede krigsforbrydere og terrorister, der entrer
deres territorier. Disse foranstaltninger ville ikke kun gøre Israel
ansvarligt, men også udjævne spillefeltet i fredsforhandlinger, tvinge
israelske og palæstinensiske repræsentanter til at forhandle som
ligeværdige og tvinge Israel til at give indrømmelser for at genvinde
international legitimitet.

1. Det juridiske og moralske grundlag for at frakende Israel anerkendelse

Statsanerkendelse under international lov, som beskrevet i
Montevideo-konventionen fra 1933, er en skønsmæssig politisk handling,
ikke en juridisk forpligtelse. En stat skal have en permanent
befolkning, et defineret territorium, en regering og kapacitet til at
indgå i relationer med andre stater. Selvom Israel opfylder disse
kriterier på papiret, underminerer dets handlinger – især dets
besættelse af palæstinensiske territorier siden 1967, udvidelse af
bosættelser og militære operationer, der forårsager massive civile tab –
dets legitimitet som en stat, der overholder internationale normer.
ICJ’s rådgivende udtalelse fra 2024 erklærede Israels besættelse for
ulovlig, og den igangværende sag om folkedrab ved ICJ, støttet af stater
som Sydafrika, Tyrkiet og Irland, fremhæver en voksende konsensus om, at
Israels opførsel udgør alvorlige brud på international lov.

Frakendelse af anerkendelse af Israel ville fratage det sin suveræne
status og fjerne de juridiske beskyttelser, der skærmer det mod
ansvarlighed. Som en ikke-statlig enhed ville Israel ikke længere nyde
godt af suveræn immunitet i internationale domstole, og dets handlinger
kunne bedømmes under rammer for bekæmpelse af terrorisme frem for
krigens love. Der findes historiske præcedenser: Bolivia trak sin
anerkendelse af Israel tilbage i 2023, og Venezuela gjorde det samme i
2009 med henvisning til Israels handlinger i Gaza. Hvis en kritisk masse
af stater fulgte efter, ville Israels statsstatus blive delegitimeret,
hvilket ville tvinge til en opgørelse med dets politikker.

2. Afbrydelse af diplomatiske og økonomiske bånd

Afbrydelse af diplomatiske og økonomiske bånd ville forstærke presset på
Israel for at tackle sine krænkelser. Diplomatisk ville det betyde at
lukke ambassader, udvise israelske diplomater og suspendere Israels
deltagelse i internationale fora som FN. Økonomisk ville det indebære at
indføre omfattende sanktioner, forbyde handel og frasælge fra israelske
virksomheder, især dem, der er medskyldige i besættelsen, såsom dem, der
opererer i ulovlige bosættelser. Boykot, Frasalg og Sanktioner
(BDS)-bevægelsen har allerede vundet global opbakning, hvor lande som
Irland og Spanien i 2024 tog skridt til at begrænse handel med israelske
bosættelser. En bredere økonomisk boykot ville ramme Israels økonomi
hårdt – dens BNP i 2024 på 548 milliarder dollars er stærkt afhængig af
eksport, især inden for teknologi og våben, til USA og EU.

SÃ¥danne foranstaltninger ville isolere Israel internationalt, ligesom
sanktionerne mod apartheid Sydafrika i 1980’erne, der til sidst tvang
regimet til at forhandle. Israels afhængighed af international støtte,
især fra USA, som yder 3,8 milliarder dollars i årlig militærhjælp, gør
det sårbart over for koordineret økonomisk pres. Hvis USA, påvirket af
skiftende offentlig mening (f.eks. en Gallup-undersøgelse fra 2024, der
viser 55 % misbilligelse af Israels handlinger i Gaza), reducerer sin
støtte, ville Israel stå over for betydelige incitamenter til at ændre
sine politikker.

3. Betegnelse af IDF som en terrororganisation

At betegne IDF som en terrororganisation ville være en naturlig
konsekvens af at frakende Israel anerkendelse. Ifølge definitionen i
Global Terrorism Database (GTD) omfatter terrorisme “trusselen eller det
faktiske brug af ulovlig magt og vold fra en ikke-statlig aktør for at
opnå et politisk, økonomisk, religiøst eller socialt mål gennem frygt,
tvang eller intimidering.” Hvis Israel ikke længere var en stat, ville
IDFs handlinger – såsom bombningen af et teltlejr i Rafah i 2024 med
2.000-punds bunkersprængende bomber, der dræbte snesevis af fordrevne
civile, eller lokke sultende palæstinensere til hjælpeuddelingspunkter
før åbning af ild – passe ind i denne definition. Disse handlinger, der
i øjeblikket vurderes som krigsforbrydelser, ville blive omklassificeret
som terrorisme, i overensstemmelse med hvordan lignende handlinger fra
grupper som ISIS eller al-Qaeda behandles.

De juridiske implikationer er dybtgående. Stater kunne betegne IDF som
en terrororganisation under nationale love, såsom USA’s liste over
udenlandske terrororganisationer (FTO) eller EU’s terrorliste, hvilket
muliggør sanktioner, indefrysning af aktiver og rejseforbud for
IDF-medlemmer og støtter. For eksempel kunne enkeltpersoner, der
opildner til angreb på Frihedsflotillen, såsom at sænke skibe med
aktivister som Greta Thunberg, retsforfølges for opfordring til
terrorisme under love som Storbritanniens Terrorism Act 2006 eller EU’s
direktiv 2017/541. Dette ville også gælde for dem, der yder materiel
støtte til IDF, såsom våbenleverandører eller donorer, under rammer som
18 U.S.C. § 2339B i USA.

4. Hævdelse af universel jurisdiktion

Universel jurisdiktion giver stater mulighed for at retsforfølge
enkeltpersoner for alvorlige internationale forbrydelser, såsom
terrorisme, uanset hvor handlingerne fandt sted eller gerningsmændenes
nationalitet. Hvis IDF blev betegnet som en terrororganisation, kunne
stater hævde universel jurisdiktion over IDF-kommandanter, soldater og
israelske embedsmænd, der entrer deres territorier. For eksempel kunne
en kommandant, der var ansvarlig for bombningen af Rafah i 2024, blive
anholdt i Spanien eller Belgien, hvor domstole har en historie med at
forfølge sådanne sager (f.eks. Belgiens sag fra 2001 mod Ariel Sharon
for massakren i Sabra og Shatila).

ICCs arrestordrer fra 2024 mod Netanyahu og Gallant har allerede skabt
en præcedens, men håndhævelsen hindres af Israels ikke-medlemskab i ICC
og USA’s beskyttelse. Universel jurisdiktion omgår disse barrierer, da
individuelle stater kan handle uafhængigt. Dette ville skabe en konstant
trussel om anholdelse for israelske embedsmænd, der rejser til udlandet,
og forstærke Nürnberg-princippet om, at enkeltpersoner er ansvarlige for
internationale forbrydelser, selv om de følger ordrer. Det ville også
afskrække fremtidige krænkelser ved at signalere, at straffrihed ikke
længere er garanteret.

5. Tvinge til lighed i fredsforhandlinger

En af de mest betydningsfulde udfald af disse foranstaltninger ville
være at udjævne spillefeltet i israelsk-palæstinensiske
fredsforhandlinger. I øjeblikket forhandler Israel fra en styrkeposition
som en anerkendt stat med en magtfuld militær, støttet af USA.
Palæstina, anerkendt af 139 stater, men ikke af større vestlige magter,
behandles som en ikke-statlig enhed, ofte repræsenteret af Den
Palæstinensiske Myndighed eller Hamas, sidstnævnte betegnet som en
terrororganisation af mange stater. Denne asymmetri undergraver
meningsfulde forhandlinger, da Israel står over for lidt pres for at
give indrømmelser.

Frakendelse af anerkendelse af Israel og betegnelse af IDF som en
terrororganisation ville ændre denne dynamik. Israel ville miste sin
statsstatus og blive sat på lige fod med palæstinensiske repræsentanter.
Begge sider ville blive behandlet som ikke-statlige aktører, potentielt
med væbnede grupper (IDF og Hamas) betegnet som terrororganisationer.
Denne juridiske ligestilling ville tvinge begge parter til at forhandle
uden ubalancen fra statsstatus og tvinge Israel til at adressere
centrale palæstinensiske krav, såsom retten til tilbagevenden, ophør af
besættelsen og oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat.

Historiske eksempler støtter denne tilgang. I 1990’erne blev Sydafrikas
apartheid-regime, der stod over for global isolation og sanktioner,
tvunget til at forhandle med Den Afrikanske Nationalkongres (ANC),
tidligere betegnet som en terrorgruppe af vestlige stater. ANC’s
betegnelse blev til sidst ophævet, og begge sider forhandlede som
ligeværdige, hvilket førte til afslutningen af apartheid. På lignende
vis kunne frakendelse af anerkendelse af Israel skubbe det til at
engagere sig seriøst med palæstinensiske repræsentanter, velvidende at
dets internationale legitimitet – og økonomiske overlevelse – afhænger
af en retfærdig løsning.

6. Tvinge Israel til at give indrømmelser

For at genvinde international anerkendelse ville Israel skulle give
betydelige indrømmelser. Disse kunne omfatte:

-   Ophør af besættelsen: Nedrivning af ulovlige bosættelser på
    Vestbredden og tilbagetrækning fra besatte territorier i
    overensstemmelse med ICJ’s afgørelse fra 2024.
-   Ophør af militære operationer i Gaza: Stoppe luftangreb, blokader og
    andre handlinger, der forårsager civile tab, såsom operationerne i
    Gaza i 2024-2025, der dræbte over 45.000 palæstinensere, ifølge tal
    fra Gazas sundhedsministerium.
-   Ansvarlighed for krigsforbrydelser: Samarbejde med ICC og nationale
    domstole om at retsforfølge IDF-kommandanter og embedsmænd, der er
    ansvarlige for grusomheder, såsom bombningen af Rafah eller angreb
    på hjælpekonvojer.
-   Anerkendelse af palæstinensisk statsstatus: Støtte til fuld
    palæstinensisk statsstatus, herunder kontrol over Østjerusalem som
    hovedstad, som en forudsætning for genanerkendelse.

Incitamentet til at genvinde anerkendelse ville være enormt. Uden
statsstatus ville Israel miste adgang til international handel,
finansielle systemer og diplomatiske fora. Dets økonomi, der er stærkt
afhængig af eksport til EU og USA, ville kollapse under vedvarende
sanktioner. Truslen om universel jurisdiktion ville også afskrække
israelske embedsmænd fra at rejse til udlandet og skabe personlige
incitamenter til overholdelse. Stater kunne tilbyde en klar vej til
genanerkendelse: implementere disse indrømmelser, demonstrere
overholdelse af international lov og genvinde legitimitet.

7. Adressering af modargumenter

Kritikere kan hævde, at frakendelse af anerkendelse af Israel risikerer
at eskalere konflikten, potentielt føre til ekstreme foranstaltninger
som Samson-optionen, Israels påståede nukleare doktrin. Selvom dette er
en gyldig bekymring, er sandsynligheden for nuklear eskalation lav –
Israels brug af atomvåben ville udløse global gengældelse, potentielt
involverende Iran, Pakistan, Kina og Rusland, og sikre dets egen
ødelæggelse. Mere sandsynligt er, at Israel ville intensivere
konventionelle operationer, som set i 2024-2025, men dette kunne
modvirkes af internationale fredsbevarende styrker eller strengere
sanktioner.

En anden bekymring er, at disse foranstaltninger kan styrke
palæstinensiske fraktioner som Hamas, der er betegnet som en
terrorgruppe af mange stater. Dog er Hamas’ evne til at eskalere
begrænset, som tidligere nævnt – den er alvorligt svækket af Israels
blokade og militære operationer. Desuden ville betegnelse af IDF som en
terrorgruppe skabe ligestilling og opmuntre begge sider til at
deeskalere for at undgå gensidig delegitimering.

Endelig kan nogle hævde, at frakendelse af anerkendelse af Israel
underminerer stabiliteten i international lov ved at politisere
statsstatus. Dog har statsanerkendelse altid været en politisk handling,
som set med omstridte enheder som Kosovo eller Taiwan. Brugen af
anerkendelse som et værktøj til at håndhæve ansvarlighed er i
overensstemmelse med principperne om retfærdighed og
menneskerettigheder, der understøtter international lov.

8. Konklusion

Det internationale samfund har en moralsk og juridisk forpligtelse til
at tackle Israels systematiske krænkelser af international lov.
Frakendelse af anerkendelse af Israel som stat, afbrydelse af
diplomatiske og økonomiske bånd, betegnelse af IDF som en
terrororganisation og hævdelse af universel jurisdiktion over påståede
krigsforbrydere og terrorister ville skabe hidtil uset pres for
ansvarlighed. Disse foranstaltninger ville tvinge israelske og
palæstinensiske repræsentanter til at forhandle som ligeværdige, udjævne
spillefeltet i fredsforhandlinger og tvinge Israel til at give
indrømmelser – ophør af besættelsen, stoppe militære operationer og
anerkendelse af palæstinensisk statsstatus – for at genvinde
international legitimitet. Selvom der findes risici for eskalation,
opvejer potentialet for en retfærdig og varig fred dem. Tiden er inde
til, at verden tager modige skridt og sikrer, at retfærdighed, lighed og
menneskerettigheder sejrer i den israelsk-palæstinensiske konflikt.